Er bibliotekarer (også) selvoptagne?

I de sidste par dage har der kørt en heftig diskussion om børn vilkår i Københavnske vuggestuer. Diskussion er afledt af en ny ph.d afhandling og bygger på observationer i 8 vuggestuer. Børnene går for lud og koldt vand og pædagogerne interesser sig ikke for dem.

Det ser så slemt ud at: Fagforeningsboss håner pædagoger: De er selvoptagede og dovne
Det er finere at sidde på kontoret end at passe børnene, lyder Jan Hobys kritik.

Det konstater Jan Hoby, der er næstformand i fagforeningen LFS (organisation for de københavnske pædagoger). Han mener, at der er behov for selvransagelse hos pædagogerne. Problemet er det øgede behov for akademisering.

Ifølge fagforeningslederen er problemets kerne, at pædagogerne i mange år har jagtet en højere status for deres fag og har skabt en illusion om, at de er en slags pseudo-akademikere: »Vi er de mellemlange uddannelsers pjalteproletariat. Det er blevet finere at sidde på kontoret, mens det er mindre fint at have med børnene at gøre«.

Måske er vi i biblioteksverdenen også ved at blive ramt af den akademiske syge. Er vi ved at glemme, at vi er en servicefunktion og ikke centrum i universetet. Jeg ser måske nok mere mig selv som en håndværker end en akademiker. Jeg skal levere det bedst mulige produkt og ikke sidde i rundbordssamtaler.

Diskussionen kører videre på Politiken.dk:
Bruger pædagogerne for lidt tid på børnene? – Næstformand i pædagogforening er ude med riven. Har han en pointe?

Så er det fuck Foucault og heraus Habermas?

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i biblioteker. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s